Da vi først mødte de tre par indvandrerforældre, var det tydeligt, at de ikke vidste, hvordan de skulle gribe børnenes skolegang an. Men fundamentet for, at børnene kan klare sig godt i livet, var tydeligt hos dem alle i form af trygge kærlige hjem.

Vi oplevede ikke, at det var fortabte mennesker vi mødte,-  men forældre, der søgte viden om og guidning til, hvordan de bedst kunne støtte deres børn i skolen. De næste tre onsdage kan man på DR 1 se resultaterne af disse tre arbejdsomme familiers anstrengelser. Det er ikke alt, der bliver vist i fjernsynet, men følg med her på bloggen og få indblik i seje kampe, og ideer til, hvordan man selv kan tage fat.

DSCF1902

På onsdag følger vi Mor-Bassimas kamp for, at hendes børn skal blive dygtigere. Denne stærke palæstinensiske kvinde og enlige mor til 7 børn, har en vilje større end de flestes – måske fordi hun på egen krop ved, hvordan det er at leve i dagens Danmark uden at kunne læse og skrive!

Hun meldte sig til programmet, da det var gået op for hende kort forinden, at hendes søn Sami i 5. klasse ikke kunne læse. Vi konstaterede, at han ikke blot var lidt bagefter – han var mange år bagud og kunne knapt nok læse en 1.klasses bog.

Vi havde 30 dage til at vise mor Bassima og børnene, hvad og hvordan de kunne træne læsning, skrivning og matematik.

Mor-Bassima gjorde det til et projekt for HELE familien. Da vi havde sagt, at det var vigtigt, at børnene havde et fast sted at  lave lektier – en base, hvor alle  materialer var tilgængelige, ja så blev storesøsters værelse inddraget til studieværelse. Dér rykkede Time2learns materialer så ind med læringstæpper, Læseguldvore apps, plancher, undervisningsmapper og skemaer etc. For NU skulle der arbejdes målrettet og intenst – og arbejdsvaner skulle tilføres!

Følg Bassimas kamp sammen med sine børn på onsdag kl. 21 på DR. De er seje!

Kh Pernille