Anmeldelse af:

Legende let – Sådan vil børn elske at lære

Legende let – Sådan vil børn elske at lære er en lækker bog, som pirrer ens nysgerrighed allerede inden, man åbner den. Den er skrevet af to progressive undervisere, Pernille Brinch og Pernille Ladegaard Pedersen, som begge brænder for at gøre børn glade for at lære.

Forsiden er forsynet med en taleboble, som samtidig er belagt med et sort lag, så den fungerer som en tavle – abc står der allerede skrevet og opfordringen skriv på tavlen.

Bogen indeholder 125 lege, som kombinerer leg og indlæring. Hver leg er forsynet med farverige symboler, der viser, hvad legen træner. Symbolerne er forklaret i starten af bogen, og i slutningen er der et indeks, så man hurtigt kan finde, hvilke lege der træner hvad.

Bagest i bogen er der også en fortegnelse over de 120 mest brugte ord i dansk. Ordene er vigtig basisviden, fordi de altid bruges i mange forskellige sammenhænge.

Alle regnbuens farver er taget i brug i layoutet. Man bliver i godt humør af at blade i bogen.

 

Legende let sprudler af sjove og opfindsomme lege med velvalgte og illustrative navne.

Set med danskfaglige øjne træner mange af legene nogle af de vigtigste kompetencer i danskfaget, og en del lege træner præcis det, som de nationale test tester, nemlig sprogforståelse, afkodning og læseforståelse.

Når man læser i bogen sker der helt automatisk det, at man selv får idéer til nye lege og spil, der kan bruges, eller barndomslege dukker op i tankerne. Det er et helt klart bevis på, at bogen med sit indbydende layout og sin kreative udformning lever op til at stimulere, inspirere og sætte fantasien fri.

I teksten til hver leg er der markeret et e med en farve – en sød lille detalje, som man som læser tillægger en sjov layoutidé, indtil man på side 171 overraskende bliver gjort opmærksom på, at detaljen har det formål at skærpe opmærksomheden på de mange lyde, der er forbundet med netop bogstavet e – et skønt påhit.

Ikke alle lege er ukendte. Nogle vil bedsteforældrene nikke genkendende til, men alle har fået et tvist, idet de sættes i en kombineret lege- og læringssammenhæng. Det giver dem kant og gør dem unikke.

Bogen kan varmt anbefales til forældre og bedsteforældre til 4-10 årige – og lærerne kan også blive inspirerede og finde gode ideer til at variere undervisningen.

 

Lise Vogt, fagkonsulent i dansk i undervisningsministeriet (indtil 2015)

nu www.danskkonsulenter.dk