I Time2learn sker den pædagogiske udvikling gennem den praksis, som hver dag er med til at udvikle og udfordre vores faste fundament af viden. Et af vores mål er at gøre denne viden tilgængelig for andre.
Vi underviser mange elever i længere perioder – oftest én elev til én lærer. Når de forskellige forsøg på at nå eleverne bliver afprøvet i undervisningen fortæller og viser elever prompte, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Vi evaluerer uafbrudt og stiller spørgsmål til os selv og eleverne:
Læreren finder nærmeste udviklingszone vha. elevens direkte respons og sit faglige overblik og erfaring. Dvs. at vi løbende finjusterer praksis og sørger for, at eleven hele tiden bliver udfordret, men ikke så meget at han trækker sig. Eleven skal hele tiden kunne overskue de faglige udfordringer og derved samtidig få opbygget selvtillid i det pågældende faglige område.
Man kan sige, at vi sørger for, at den faglige udfordring hele tiden er der, men er så lille, at den ikke er uovervindelig. Vi udjævner den trinvise læring, sådan at der bliver flere læringstrin afstemt efter de faglige udfordringer. Dette gør vi via mange forskellige metoder alt efter, hvad der virker på det enkelte barn.
Sideløbende med undervisningen vejleder vi forældrene i, hvordan de bedst kan fortsætte arbejdet med deres barn hjemme. Også her udnytter vi den hurtige og direkte respons. Hvad fungerer for det enkelte barn og i familiens hverdag? Selvom meget er individuelt bestemt, opstår der genkendelige mønstre.
Den viden, vi udvikler om læring, er værdifuld for alle, der udvikler pædagogik. Derfor er vi glade for vores samarbejde med skoler, lærere, pædagoger, materialeleverandører, eksperter, seminarielærere og forfattere. Vi udbygger løbende vores netværk.
I Time2learn regi er der ikke langt fra den ene interessent til den anden. Her er udviklingen konkret og ikke mindst hurtig.
Vi deler ud af vores viden gennem bøger, foredrag og kurser.